Information til alle medlemmer

  • Af Ida Regitze Krag
  • 21/03/2020
  • #trænhjemme

Information til alle medlemmer

Kære medlemmer

Danmark - og hele verden - står i en helt ekstraordinær og ekstrem alvorlig situation. COVID-19 epidemien har ændret vores hverdag på stort set alle områder, uanset om vi er børn eller voksne. Epidemien er langt fra kulmineret endnu, og der er ingen der kan sige noget eksakt om hverken omfang eller tidshorisont fremadrettet.

Som forening følger vi naturligvis alle de udmeldinger, anbefalinger og påbud, der bliver udstukket fra centralt hold. Det har allerede betydet en omfattende nedlukning af såvel faciliteter som aktiviteter, herunder både fælles klubtræning og konkurrencedeltagelse.

Selvtræning er naturligvis en mulighed, som kan anbefales, således at man kan vedligeholde sin fysiske form - sålænge de førnævnte udmeldinger, anbefalinger og påbud overholdes.

Der vil naturligvis være medlemmer - og i særlig grad vore konkurrence- og eliteudøvere - som har behov for rådgivning, anvisninger og konkrete forslag til, hvordan de skal forholde sig i forhold til deres træning. Disse medlemmer skal holde sig i tæt kontakt (ikke fysisk tæt!) med deres trænere om deres træningsplanlægning, hvilket nemmest kan ske via træningsgruppernes Facebook-sider.

Også udmeldinger fra sportschefen og ungdomschefen kan læses på disse Facebooksider.

En helt konkret aflysning er vi nødt til at nævne her: Foreningens ordinære generalforsamling, som er indkaldt til afholdelse d. 31. marts er AFLYST/UDSAT! Vi vil genindkalde på et senere tidspunkt, når vi ved lidt mere om, hvordan epidemien udvikler sig - og vi håber, at det kan ske inden udgangen af maj måned.

Når disse ord er sagt/skrevet, så vil jeg afslutningsvis udtrykke håb om, at vi kan komme godt ud "på den anden side". Pas godt på dig selv og dine nærmeste! Følg alle anbefalinger og påbud fra myndighederne - og kontakt os gerne, hvis du støder på noget, der kan have betydning for foreningens aktiviteter!

 

Mange varme hilsner

På vegne af bestyrelsen i Hvidovre Atletik & Motion

Martin Roald-Arbøl

Formand

Seneste nyheder

Endelig dagsorden til Generalforsamling

Kære medlemmer

Så foreligger den endelige dagsorden til

Indkaldelse til Generalforsamling 22.juni

Pga Coronakrisen, så har det desværre ikke været muligt at...