image
Sponsorer
 

Hvad laver vi til atletik

Atletik er en sportsgren der består af forskellige discipliner. Grundelementerne i atletik er spring, løb og kast og derfor træner vi på børne- og ungdomsholdene en masse af det. Der er rigtig mange discipliner indenfor atletikken og på holdene træner vi de discipliner der hører til aldersgruppen.

På det mindste hold, Spilopperne, handler træningen først og fremmest om at have det sjovt. Her laver man alt muligt lige fra leg til længdespring og fokus for trænerne er, at få atletikken ind i legene. Derfor er der mange kaste-, løbe- og springlege, men en rolig leg er der også plads til. Det handler om at børnene har det sjovt, bliver motorisk stimuleret, får rørt sig og så småt stiftet bekendtskab med atletikkens grunddiscipliner.

Hos krudtuglerne er der kommet mere atletik ind i træningen og vi bestræber os på, at få trænet nogle af disciplinerne hver gang. Opvarmningen er altid løb og lidt leg og derefter går vi i gang med øvelser. Vi træner de øvelser der har relevans for denne aldersgruppe, men ikke altid er øvelsen en atletik disciplin. Det er vigtigt, at man i denne aldersgruppe begynder at træne børnenes koordination og styrke og derfor ser i os lave alt muligt lige fra gymnastik til at kaste med tennisbolde.

Hos ungdommerne kommer der mere fokus på træningen og disciplinerne. Der trænes meget koordination, kondition og grundstyrke så man bedre kan beherske disciplinerne. De fleste øvelser inden for atletikken kræver en del tekniske færdigheder og derfor trænes der også en del teknik, så man senere er klar til det næste hold. Her begynder de fleste ungdommer også så småt at få nogle favoritdiscipliner og have fokus på dem. Vi prøver så vidt muligt at tilfredsstille alle, så der vil ikke blive lavet de samme øvelser hver gang. Der skal også være plads til sjov og leg, så en leg i ny og næ laver vi også.

Derudover har vi et løbehold, hvor vi primært løber. Alle mellem 9-14år er velkomne, men man skal helst gerne kunne løbe min 2 km. Om mandagen må man gerne løbe med, selvom man er lidt yngre. Man skal da gå hos krudtuglerne. Om mandagen er træningen tilrettelagt efter hvem der skal med ud og løbe og om torsdagen løber vi lidt længere og hurtigere, da børnene her er større. Vi løber alt fra ture, intervaller, fartleg og bakker på bjerget. Så hvis du er glad for at løbe, så tag kontakt til træneren, vi vil kun være glade for flere løbeglade unge mennesker.