image
Sponsorer
 

De forskellige kast

Der findes 5 forskellige kasteøvelser, der alle meget kort gennemgås her under samt en mangekamp, hvor alle 5 kast gennemføres:

  • Kuglestød : Kvinderne støder med 4kg og mændene med 7,26kg. Der er 2 forskellige stilarter, nemlig den traditionelle glidestil, hvor deltagerne står med ryggen til stødretningen, hinker baglæns gennem ringen, vender sig rundt og støder kuglen ud i stødretningen. Den anden stilart er rotationsstilen som Danmarks tidligere OL-bronzemedaljevinder, Joachim B. Olsen, benyttede sig af. Her starter man også med ryggen til stødretningen, men modsat glide roterer man 1½ gang rundt om sig selv for derefter at støde kuglen.  Også kaldet de stærke udøveres øvelse.
  • Diskoskast : Meget analogt til kuglestød med rotation, men diskosringen er lidt større end kuglestødsringen med sine 2,50m mod 2,135m i kuglestød. Diskossen vejer 1kg for kvinderne og 2kg for mændene, og kan bedst beskrives som en ufo på størrelse med en stor tallerken, der slynges af sted med strakt kastearm. Det er absolut ikke en ulempe at være høj med lange arme.
  • Hammerkast : Også et rotationskast, men her befinder hammerkuglen sig for enden af en ca. 1 meter lang metalwire, og vejer nøjagtig det samme som i kuglestød, nemlig 4 og 7.26kg for hhv. kvinder og mænd. Også her starter man med ryggen til kasteretningen, svinger den indledningsvis 2-3 gange over hovedet for at få lidt fart på, hvorefter man roterer 3-4 gange rundt om sig selv inden hammeren slippes med ryggen til kasteretningen. Er en af de teknisk mest krævende øvelser i atletikken, men folk synes som regel, at den er rigtig sjov at lave, når de har stiftet bekendtskab med den.
  • Vægtkast : Ligner hammerkast i den tekniske udførelse, men der er en væsentlig forskel, da vægten kun er en ½ meter lang og vejer væsentlig mere end hammeren, nemlig hhv. 9,08kg og 15,89kg. En øvelse, der skiller fårene fra bukkene.
  • Spydkast : Atletikkens mest udfordrende disciplin, da den kræver en abnorm smidighed i skulderpartiet kombineret med en vanvittig acceleration, der betyder afleveringshastigheder på over 100km i timen. Men også den mest klassiske af kasteøvelserne, hvor kvinderne kaster med 600gram og mændene med 800 gram.
  • Kaste 5-kamp : Giganternes kamp, hvor man indleder med hammerkast, fortsætter med kuglestød, derefter diskoskast og vægtkast inden man halvt udmattet slutter af med spydkast. Der gives point efter en tabel, hvor man scorer flere point, jo bedre resultat man præsterer. Kræver alsidighed og betragtes af nogle som kasternes kongedisciplin J