NM U20
Tid:
12-09-2011
Dette års nordiske mesterskaber for junior havde deltagelse af to Hvidovre-atleter i skikkelse af Zarah Ivert Buchwald og Jannick Bagge.
De nordiske mesterskaber, som samtidig er juniorlandskamp mellem de nordiske lande, er for årgang 92-96, og da de henholdsvis er 95’er og 94’er, må der siges at være nogle år tilbage i denne gruppe endnu. Zarah var blevet udtaget som en del af det danske 4x100m hold og Jannick i favoritdisciplinen trespring.
Zarah var først i ilden om lørdagen på 4x100m og skulle løbe den prestigefyldte 2. tur. Desværre er det lidt svært at få individuelle tider på den korte stafet, for Zarah løb et rigtig godt løb og fulgte med folk, der har løbet væsentligt hurtigere end hendes pr. Fantastisk debut i landholdsdragten. Det danske hold kom ind på en fjerdeplads efter Sverige, Norge og Finland i tiden 47.58.
Søndag morgen var der blevet lavet en ekstra 100m, for alle deltagere der havde lyst til at løbe sådan en. Det sagde Zarah da ’ja tak’ til og kvitterede med en sejr i tiden 12,70 i -2,1 m/s vind. Det må siges at være en rigtig god tid i den vind, når pr lyder på 12,57.
Senere søndag var det så Jannicks tur i trespringskonkurrencen. Jannick havde problemer med at få tilløbet til at sidde med resultatet 4 overtrådte efter 4 forsøg. Han valgte derfor at tage et mere eller mindre sikkerhedsspring, hvor han uden at ramme planken sprang 13,95, kun 2 cm fra pr. Sidste forsøg var også overtrådt, og han sluttede på en samlet sjetteplads. Også rigtig flot debut af Jannick, og med rigtig positive takter til den dag han formår at ramme planken.
Danmark stillede hold sammen med Island i holdkampen og havde det rigtig svært mod de andre nationer. Det blev til to klare fjerdepladser med Finland som vindere hos piger og Sverige hos mændene.