DM Ungdom
Tid:
30-08-2011
Det der skulle blive en god weekend, endte med at blive en helt fantastisk én af slagsen.
14 deltagere, 39 starter og ikke færre end 26 medaljer – 8 Guld, 8 sølv og 10 Bronze! Udover de mange medaljer og flotte resultater, var det også en super weekend med god holdånd, hyggeligt samvær og en tur på Jensens Bøfhus. :-)
Sprinterne – 5 Guld 1 Sølv 2 Bronze
Simon Mathiasen gjorde rent bord og blev Dansk Mester på 100m, 200m og 300m i henholdsvis 11,50s, 23,04s(PR) og 36,49s. Inden da havde han sat ny PR i indl. 100m med 11.36s. 3 guldmedaljer og 2 PR. Simon ville gerne have været under 11.27s og 22.70 for at sætte DUR. Det skete ikke, men tilgengæld levede han op til forventningerne og gjorde det flot!
Zarah Buchwald ville ikke stå tilbage for Simon og kaprede mesterskabet på 100m i 12.57s (tangering af PR) og på 200m i 25,66s (PR)! Specielt 200m var outstanding, PR med knap ½ sekund, og ville til Senior DM have givet en sølvmedalje. Super resultater af de to talenter.
Cecilie Bønnelycke og Marie Christensen stillede også op på 100m og gjorde det flot. Cecilie gik i finalen med 13.40s(PR), løb 13.48s i finalen hvliket rakte til en 7.plads. Marie løb 13.95s et lille stykke fra PR og nåede desværre ikke finalen. Cecilie stillede også til start på 80mHæk, og gik i finalen med 13.02s., 4. bedste tid. Løb fint i finalen i 13.14s og beholdte sin lidt ærgerlige 4.plads.
Fransiska Bramsen gjorde sig på 200m og 300m, og med et killerinstinkt udover det sædvanlige vandt hun sit heat på 200m i ny PR med et lille ½ sekund 27,59s og en flot samlet 5.plads. Dette killerinstinkt blev skruet en tand i vejret på 300m, da hun åd sine konkurrenterne én efter én og kom ind på en flot flot 2. plads i 42,56s., 7/10s under PR! Hvis der havde været 30m mere havde hun taget guldet…
Emilie Starling stillede også op på 100m dog i P22, og kom ind i en fin 5.plads med 13.81s.
Kasper Olsen og Anders Schønherr var de store drenge i truppen, og stillede op i D22 på henholdvis 200m/400m og 100m/200m. Kasper løb 400m sent lørdag aften i ganske udmærkede 50.25s, og gik på skamlens 3.plads for resultatet. På 200m fik han 22.92s., et stykke fra hans bedste, og han var da heller ikke selv helt tilfreds. Rakte dog til en bronzemedalje. Anders løb 11,95s på 100m og 24,76s på 200m. Desværre ingen PR eller medlajer her.
Springerne – 2 Guld 2 Sølv 3 Bronze
Samantha Jensen havde gode chancer for en podieplads i trespring, og efter hun fik tunet sig lidt ind efter de første forsøg, endte hun på 10.74m og fik en fortjent sølvmedalje om halsen. I længde gik det ikke helt optimalt med 3 lange, men overtrådte forsøg i indl. runde. Ida Koch led desværre samme skæbne i længdespring. Hun var egentlig godt springende, men overtrådte også de første 3 forsøg.
Marie og Cecilie gik derimod videre til finalen med 8. og 6. bedste resultat. Marie endte på 4.87m og avancerede en enkelt plads. Cecilie ventede til sidste runde med at sætte tingene på plads, og med et super spring landede hun i graven på 5.15m og lagde sig i spidsen! Det kunne ingen svare igen på, selvom 2’eren og 3’eren landede på henholdsvis 5.14m og 5.09m, og Cecilie kunne kåres som mester.
Marie var et stykke fra PR i stang med 2.40m, men fik alligevel en fin bronze med hjem.
Emilie stillede også op i længde hos de lidt ældre piger, og med lidt knas med bentøjet kom hun ud på 4.84m og fik en plads på podiets 3.plads.
Jannick Bagge og Mikkel Roald-Arbøl udgjorde det mandlige islæt hos springerne, begge i farvoritdisciplinen trespring, samt i længde. Jannick var temmelig godt springene og lavede en flot serie i tresteg med et vinderresultat på 13.97m, ny PR og Dansk Mester! I længde gjorde han også fin figur med 6.28m og en 2.plads. Mikkel havde døjet med smerter i ryggen optil weekenden, men var blevet klar. 12.93m endte han på i tresteg hvilket rakte til en 3.plads, og 5.95m i længde. Ok resultater, selvom Mikkel vel sagtens ville have været over 13m og 6m.
Kasterne – 1 Guld 2 Sølv 4 Bronze
Heidi Toft og Maria Lykke tog for sig af retterne i P22 og stillede op i kugle, diskos, hammer og vægtkast.
I kugle fik Heidi noteret 10.44m, Maria 10.55m hvilket indbragte sølv og bronze, dog et stykke fra deres bedste. I diskos fik Heidi noteret 29.81m, mens Maria desværre ikke fik nogle noteret. Heidis resultat gav hende en bronze. Så gik det en anelse bedre i hammer. Heidi slyngede hammeren ud på 46.73m og blev Dansk Mester! Havde eftersigende et længere kast der desværre var uden for kasteretningen. Maria fik 34.04m og tog sig af bronzen. Endelig var der vægtkast hvor Heidi fik den tunge kugle ud på 12.14m, Maria på 10.28m. Begge et lille stykke fra PR men dog en 2. og en 3. plads til de to piger.
Trods 7 medaljer samlet set til de to piger ud af 8 mulige, var resultaterne på det jævne, selvom de gjorde hvad de kunne.
Endelig var Cecilie med i spydkast. Var udmærket kastende med 32.28m, men endte på den utaknemmelige 4.plads.
Stafetterne – 3 sølv 1 Bronze
P15 viste fantastisk teamspirit og stort mentalt overskud ved at løbe en flot bronze hjem på 4x100m i 52.16s. Nyt ÅB i klubben og umiddelbart ny KR P15. En rekord der har stået i ikke mindre end 32 år!
Dagen efter skruede de op for charmen på 1000m-stafet og kæmpede med Sparta til det sidste. På målstregen blev de slået med sølle 13/100, og måtte ”nøjes” med sølvmedaljerne i tiden 2.27.48s, også ny KR.
P22 havde samlet et hold af to kastere, en springer og en ung sprinter på 4x100m. Sidste skifte kiksede og de blev slået af Odense. Kom dog ind i tiden 52.71s og fik sølvet.
D22 stillede op på 4x400m. KIF kunne de ikke nå, men med 3.36.70s fik de velfortjente sølvmedaljer.
Alt i alt en fantstisk weekend at være vidne til. Hvidovres unge aktive viste farverne frem på flotteste vis!